Om

Skovly

Det nedlagte landbrug, Skovly, ligger i udkanten af den idylliske Vesterris Skov i Vesthimmerland, mellem Aalborg og Viborg.

 

Skovly bruges i dag bl.a. som kursussted for begynderslægtsforskning i dejlige, rolige omgivelser.

 

Indretningen i huset er holdt i nordisk landstil med gamle møbler og genstande, der fremhæver den hyggelige atmosfære.

 

 

 

 

 

Skovly's Historie

 

Skovly blev opført som et statshusmandsbrug i 1929 med ca. 20 tønder land jord, heraf 5 tønder land eng langs Lerkenfeldt Å.

 

Den første familie købte jorden for 7100 kr. fra det nærliggende historiske Vesterris og byggede selv stedet helt fra bunden. Sandet til murstenene er gravet ud i en sandgrav i engen nedenfor, og tømmeret er hentet i skoven, hvor manden arbejdede. De fik et statslån på 8.000 kr. til at opføre bygningerne for. Konen hed Ane Kirstine og manden hed Kresten Elkjær.

 

I 1939 solgte de stedet til Nanne og Carl Pedersen for 20.800 kr.

 

I 1948 solgte de stedet til Gerda og Ejnar Nielsen for 37.000 kr. De blev de sidste, der levede af at drive stedet som landbrug.

 

I 1969 var det ikke længere rentabelt at drive så lille et landbrug. Stedet blev solgt til en såkaldt ”gårdslagter”. Maskiner og husdyr blev solgt. Jorden blev delt mellem to nabogårde. Bygningerne med under en tønde land blev solgt som fritidshus til en familie fra byen.

 

I 1980 købte min eksmand og jeg stedet. Beboelsen er blevet udvidet ud i udbygningerne, men de ydre rammer er som ved opførelsen i 1929. Udenfor er der terrasser med bord- bænkesæt, og i haven er der en pavillon. En del af den oprindelige jord er købt tilbage, så der nu er ca. 6 tønder land til stedet.

 

 

 

Ved du hvem du er?

Få hjælp til at finde dine rødder og lave en anetavle.

 

Var dine forfædre fattige eller rige, danske eller indvandrere, byboer eller bønder? Slægtsforskning er vejen til din personlige historie.

 

Du får hjælp til at starte din slægtsforskning og lærer om metoder, så du kan holde styr på alle de fundne oplysninger. Du lærer at bruge kirkebøger, folketællinger, at se på gamle fotos, sognekort og matrikelkort m.v.

 

Din slægt kan findes i forskellige arkivalier, hvor myndighederne har registreret noget om dine forfædre. Det kan være dåb, konfirmation, vielse, begravelse, skilsmisse, session, køb af ejendom, retssager m.m. Rigtig mange oplysninger kan findes på nettet. Du lærer hvordan.

 

Du lærer at lave en anetavle med de fundne oplysninger. Den kan være over dig selv, børn eller børnebørn, eller hvem du ønsker at lave den til. Det er en fantastisk gaveide til dåb, konfirmation, runde fødselsdage eller lignende.

 

 

 

Find ro i naturen

Skovly ligger i et historisk og meget smukt område mellem skov og å.

 

Her er en fantastisk natur lige uden for døren. Endvidere ligger der både jernalderboplads og Testrup Kloster under 2 km herfra. Hærvejen nord for Viborg går gennem landsbyen Testrup øst for Skovly.

 

Vest for Skovly går Himmerlandsstien som er den nedlagte jernbane mellem Løgstør og Viborg, hvor man både kan gå og cykle.

 

Mod syd ligger jernalderbopladsen ved Østerbølle som man kommer til ved at følge Oldtidsvej gennem Vesterris Skov. Der er tydelige spor efter hustomter fra for ca. 2000 år siden. En lille del af bopladsen blev udgravet før 2. Verdenskrig og genstandene herfra kan ses på Vesthimmerlands Museum i Aars.

Mod nord slynger Lerkenfeldt Å sig. Den dannede tidligere skel mellem Aalborg og Viborg Amter.

 

 

 

 

Anne Kirstine Jensen

Ejer af Skovly54

 

Jeg er født på den lille gård Krogagergård i Løgsted sogn i 1956, som den ældste af tre søskende. Min mor var fra Nr. Lyndelse på Fyn og min far var fra nabogården. De mødte hinanden, da min far var karl på min mormors og morfars gård. De blev gift i 1955 og levede i de første 10 år af de 17 tønder land. Derefter overtog de mine bedsteforældres gård, som blev lagt sammen med vores. Mine bedsteforældre blev dog boende.

 

I 1962 startede jeg i 1. klasse på Løgsted Skole. Der var fem klasser og to lærere. I 6. klasse startede jeg på den meget større Løgstør Skole. Der var ingen skolebus, så vi cyklede i al slags vejr.

Efter 3. real var jeg et år i huset i Aalborg, på HF og derefter på lærerseminariet i Ranum, hvor jeg blev færdig i 1979. Siden har jeg arbejdet som lærer.

 

Min interesse for mine forfædre startede i maj 1977, hvor jeg var 21 år. Indtil da havde jeg næsten udelukkende interesseret mig for heste og ridning. I en gammel kiste på loftet havde jeg fundet nogle gamle billeder. Det ene forestillede en soldat på en flot hest og de andre var af en ældre kvinde og nogle unge piger. Til min lillebrors konfirmation spurgte jeg min farfar Johannes om, hvem disse personer var. Han fortalte, at soldaten på hesten var hans svigerfar, min farmors far Mads Christian Holmgaard, fotograferet mens han var dragon i Randers. Den ældre kvinde var min tipoldemor og de unge piger hendes døtre. Jeg syntes det var spændende og skrev navne mv. op bag på billederne. Senere på måneden døde min farfar, 77 år gammel.

Efter den dag havde jeg altid papir og blyant med, når jeg var til noget i familien. Jeg spurgte og skrev ned. Men på et tidspunkt havde jeg så mange sedler, at det blev helt uoverskueligt at holde styr på alle oplysningerne.

 

Noget måtte gøres, så jeg meldte mig på et slægtsforskningskursus over en weekend for at lære om, hvordan man slægtsforskede ”rigtigt”. Jeg lærte en masse, men fandt også ud af, at man blev nødt til at bruge rigtig megen tid på Landsarkivet i Viborg. Jeg var alenemor, havde fuldtidsarbejde og et nedlagt landbrug med heste, så det var alt for sjældent jeg kom til Viborg. Jeg blev ved med at spørge de ældre i familien, kopiere fotos og besøge steder hvor forfædrene havde boet.

Da kirkebøger, folketællinger mv blev lagt på nettet for godt 10 år siden, var der næsten ikke en aften hvor jeg ikke lige var inde og finde lidt. Fantastisk at kunne arbejde med det, når jeg havde tid. Jeg har lavet anetavler til rigtig mange.

 

 

Efterhånden hjalp jeg familie, venner og kollegaer med at komme i gang med at slægtsforske. I marts 2012 var jeg med til at starte ”Slægtsforskerne i Vesthimmerland” og blev foreningens sekretær. I løbet af foråret 2013 holdt jeg sammen med en anden i foreningen begynderkursus med 35 deltagere. Samtidig blev jeg Testrup sogns repræsentant i Lokalhistorisk Arkiv i Aalestrup, hvilket indebærer at jeg er med til at passe arkivet i dets åbningstid. Nu er jeg ikke længere sekretær, men tager til de spændende foredrag hos slægtsforskerne, og jeg passer stadig arkivet.

 

Jeg har i flere år haft lyst til at holde begynderkurser i slægtsforskning her i Vesterris og har fået indrettet et lokale ovenpå til formålet. Der er også værelser med mulighed for, at man som kursist kan overnatte.

 

Det er spændende og givtigt at samarbejde om at finde sin slægt f.eks. søskende eller på tværs af generationer forældre / børn og bedsteforældre / børnebørn. Så tilmeld Jer gerne flere sammen. Man skal medbringe sin egen computer. Scanner og printer kan lånes her.

 

I løbet af efteråret holder jeg et begynderkursus under LOF.

Skovly54 - Vesterrisvej 54, 9620 Ålestrup - Tlf.: 20 61 45 50 - E-mail: kontakt@skovly54.dk